Jan Valeur

Jeg har arbejdet med modelfotografering siden 1985, dog mest intensivt og seriøst fra 2009 og til nu, hvor det er blevet en passion for mig.

Jeg er udpræget æstetiker, og inspirationen til mine billeder udspringer af en fascination af modebladenes billedserier med smukke modeller, flot make-up, lækkert tøj og også gerne spændende locations. Jeg elsker at arbejde sammen med mine modeller og make-up-artister om at skabe billeder, der fremhæver mine modellers naturlige skønhed. For skønheden skal være ægte – ikke skabt i en computer bagefter. Derfor lægger jeg vægt på at redigere mine billeder skånsomt, så mine modeller ligner de smukke kvinder, de er i virkeligheden – ikke mannequindukker med plastichud.

Jeg er ikke udstyrsnørd; det vigtigste for mig er resultatet, ikke hvilket kamera mine billeder er blevet skabt med, eller om der nu er kommet en endnu smartere model på markedet.

De bedste billeder bruger jeg ind imellem i fotokonkurrencer og til udstilling. Desuden bruger jeg dem på min hjemmeside www.valeurfoto.dk og på mine profiler på Modelportalen.dk, Modelmayhem.com m.fl.

Jeg er med i et studiefællesskab – ARVO Studio – på Frederiksberg. Udover 6PM er jeg medlem af fotogruppen Kamera5, som jeg selv har stiftet, og Jernbanernes Fotoklub. Jeg har også i en periode været tilknyttet fotobladet “Alt om foto & video” som skribent og billedkommentator.